Mit svar til Urban.dk “Sådan får vi får stoppet volden.”
Lidt tilfældigt så jeg, at Urban.dk har en kampagne i gang for at få stoppet volden. Urban.dk beder os om at komme med vores forslag. Uden at tænke mig om, har jeg netop skrevet:
Hej Carsten fra Urban,
Tak fordi I tager emnet op. Selv tog jeg turen fra Fredericia til Københavns Rådhus den 27. marts, hvor jeg deltog i Fakkeloptoget. Vi var ca. 10.000 og det var en ganske særlig oplevelse.
Jeg tror, at vi skal indstille os på, at vi aldrig får udryddet volden helt, men vi skal til alle tider gøre, hvad vi kan for at minimere den.
Grunden til, at nogen reagerer voldeligt, er så kompleks, at der skal sættes ind på mange områder.
1. Allerede i børnehaven kan man se de børn, som har problemer med deres temperament. Der skal tales om temperament. Hvad det kommer af, hvad konsekvenserne kan blive og så skal der tages værktøjer i brug, så de temperamentsfulde børn lærer at bruge deres temperament på en måde, som gavner dem selv og samfundet i stedet for det modsatte. Der er allerede lavet sådanne værktøjer (fx Daniel Goleman)
2. Alle forældre ønsker at være gode forældre, men vi bliver nødt til at erkende, at ikke alle forældre har evnen og heller ikke alle forældre kan “uddannes” til gode forældre uanset, hvor ihærdigt “man” prøver, men man prøver altså heller ikke ihærdigt nok. Man kommer for sent i gang og der famles, hvis der overhovedet gøres noget.
3. De forældre, som uanset vilje ikke har og ikke kan få evnen, og som ikke selv erkender det, kunne muligvis udstyres med en art klippekort og efter x-klip, tvangsfjernes barnet. Problemet er, at vi her til lands ikke har succes med tvangsfjernelse. Børn der er blevet tvangsfjernet klarer sig ikke godt nok. Det skal der gøres “noget” ved. Vi skal nok have kigget på hele systemet.
4. Og så tror jeg på, at den måde, som vi taler til hinanden på, afspejles i mobbetilfælde og antal voldelige børn …. der er for meget hate speech i Danmark.
5. Vi skal også have fundet ud af, hvorfor vi har så mange vrede unge mennesker i Danmark (og i verden). Hvad er det, som vi voksne gør, og som gør de unge så vrede?
6. Og så skal vi have kigget på hele straffeloven og måden vi bruger pengene på, når det handler om kriminalitet. Man bliver jo ikke mindre kriminel af at være i fængsel i dag. Faktisk ved vi, at jo længere man sidder i fængsel desto større er risikoen for et kriminalitetstilbagefald. Vi er altså ikke gode nok til at “socialiserer” fangerne, mens de sidder i fængsel. Nok fordi det er dyrt. Ehhh, en løsning kunne være, at sætte som mål, at vi skal ned på halvdelen af antal fængselsdage, og de sparede penge, skal så bruges på en ordentlig resocialisering af dem der sidder i fængslerne. Det tror jeg ville være rigtig, rigtig klogt.
Venlig hilsen
Anni Løndal de Lichtenberg
Kilde: http://info.urbanblog.dk/2008/04/14/har-du-v%c3%a6ret-ramt-af-vold/#comment-50229

Kommentarer(2)